|
Biografi

De to drenge fra Dark'n'Jingles, Eddi og Esben mødte hinanden i 1993, da de tilfældigvis startede på den samme skole i 5. klasse. Eddi, der næsten er født med trommestikker i hånden, var ved at forsøge at starte et band, men manglede lige en fed keyboardspiller, og der passede Esben, der havde siddet ved tangenterne siden sit 8. leveår, lige ind. Efter et par år med forskellig besætning, endte de to med at køre 'solo', og duoen Dark'n'Jingles var dermed skudt igang. Det er nu 14 år siden de to begyndte at spille sammen, og de bliver bare bedre og bedre som tiden går.
Eddi læser til daglig på musikkonservatoriet i Århus, hvor han får lov at udfolde sig i alle forskellige stilarter, samt udvikle sit andet projekt, Spageddi, hvor han skriver og formidler musik til børn (se mere under links), samt pleje sin store interesse for bluesmusik (se mere under links).
Esben har læst musikvidenskab på Københavns Universitet, men er nu vendt hjem til Jylland og bor i Århus. Her slår han sine folder som musiklærer på en nærliggende efterskole og plejer de musikalske aktiviteter ved siden af.
Det seneste projekt, de sammen har kastet sig ud i, er, at være med til at føre bassisten og sangeren Michael Wedgwoods musik ud i verden, hvor den gerne skulle blive et stort hit med The Wedgwood Band (se mere under links).
Alt dette foregår ved siden af duoens virke, og er med til at holde den musikalske udvikling ved lige, så de stadig bliver bedre. For duoen holder aldrig op, den spiller bare hurtigere og hurtigere!
|
|
|